Som barn elskede jeg at lege far, mor og børn. Jeg elskede Disneyprinsesser og eventyrets “og så levede de lykkeligt til deres dages ende.”
Det elsker jeg stadig. Men da jeg passerede de 30 begyndte jeg at undre mig lidt over, hvornår mon det her eventyr egentlig blev sparket i gang? Ham prinsen på den hvide hest var vist punkteret undervejs.
Værre var det dog pludselig at høre familie og venner i sjov sige: “Skal du ikke snart til at få børn? Husk nu – tik tak!”
Men jeg var jo kun 32. Der var tid endnu.
Jeg datede nogle fyre, jeg blev glad for og min drøm om at blive mor spirede i fuldt flor hver gang, men de endte aldrig med at blive til noget. Op på hesten igen. Jeg var jo kun 33.
Jeg mistede min mormor kort tid efter jeg fyldte 34. Hun var en kæmpe klippe i mit liv. Jeg blev så ked af jeg aldrig nåede at kunne overraske hende med en graviditet. Og pludselig tænkte jeg at hvad nu hvis det samme skete med mine forældre?
Jeg besluttede mig for at få undersøgt min fertilitet… og fik den nyhed fra min læge at hvis jeg vidste at jeg gerne ville have børn… Så skulle jeg gå i gang nu. NU? Jeg var jo kun 34.
Jeg startede da i fertilitetsbehandling og det skulle tage mig tre år med insemineringer, IVF, ICSI, hormoner, ægløsningssprøjter osv før jeg endelig stod med en positiv graviditetstest i hånden.
Tre år som var fyldt med tanker, smerte, håb og forventninger. Tre år med skuffelser, som også udledte tanker som: “tænk hvis det aldrig sker?” “Hvorfor skal jeg gøre dette alene?” “Hvorfor har jeg ikke fundet en mand, hvad er der galt med mig?”
I 2017 startede jeg på en uddannelse som coach, som en måde at få nogle redskaber til at ændre mit mindset. Under en måned efter jeg endte min uddannelse, var jeg gravid. Og slet ikke i tvivl om at de værktøjer havde hjulpet min krop med at falde til ro.
Alvin kom til verden i september 2018 og hans ankomst betød at jeg endelig kunne påtage mig (ifølge mig) verdens fornemmeste titel: Jeg var blevet MOR!
Jeg begyndte at få mange henvendelser fra veninder og bekendte, som gjorde sig overvejelser om at blive solomor. Det sparkede mig i gang med en solomorrådgiver uddannelse, som jeg færdiggjorde i 2019.
Alvin er mit livs kærlighed. Og hvis jeg kan støtte bare en kvinde i at opnå den samme følelse, så er dét det hele værd for mig. Alvin og jeg bor i en dejlig lejlighed i København sammen med kattene Alma og Elliot.